”De har fået et handicappet barn, som sandsynligvis ikke vil overleve”, sagde lægen. Dette var den besked min mor fik, alt imens de fjernede mig fra hende lige efter fødslen. Hun fik hverken mulighed for at se eller røre mig. Derefter blev hun overladt til sig selv. Hun gik i chok og ville derfor ikke have noget med mig at gøre. Der skulle gå 35 år, før vi så hinanden for første og sidste gang.
Jeg blev overladt til hospitalet, hvor jeg gennemgik mange operationer. I de første 3 år af mit liv levede jeg på hospitalet samt på et spædbørnshjem i pauserne mellem operationerne.
Jeg er født med et handicap som stammer fra lægemidlet Thalidomid, som min mor tog under graviditeten. Dette medførte korte arme med 3 fingre på hver hånd og ingen knæ. Ved fødslen stak mine korte ben ud til siderne, og mine fødder pegede op langs indersiden af benene.
Ved hjælp af gipsfiksering og mange operationer er mine ben og fødder sat på plads, så jeg i dag kan gå..
Jeg voksede op i 60’erne, hvor man ikke havde den samme viden som man har i dag, om hvad børn har brug for i deres udvikling. Tidens pædagogik var ”ro, renlighed og regelmæssighed”. Vi skulle sige De til de voksne og kalde dem ved deres efternavn. Desuden måtte vi ikke knytte os til nogen. Vi skulle heller ikke være individer, og dermed ses og behandles forskelligt.
Man mente at det vigtigste, man kunne gøre for os, var at normalisere os – med stærk brug af den nye teknologi, som havde gjort sit indtog. Dette medførte en fremmedgørelse af kroppen. Der blev eksperimenteret med alle mulige former for proteser og hjælpemidler, som skulle erstatte de manglende lemmer.
For at få en normal højde skulle jeg gå med proteser fra jeg var 5 år. Det var temmelig smertefuldt og jeg måtte gennemgå flere operationer, for at tilpasse min krop til proteserne. Da jeg blev teenager nægtede, jeg at bruge dem.
Jeg var et barn der var specialist indenfor institutionernes verden. Jeg var god til at indordne mig og glide af, når noget eller nogen kom for tæt på mig følelsesmæssigt. Derfor var jeg et glad barn, som på mange måder havde evnen til at indordne sig. Jeg vidste ikke bedre, før det tidspunkt hvor jeg fik bevidsthed om, at livet også kunne se anderledes ud. Som teenager kunne jeg ikke længere klare den undertrykkelse og de overgreb som vi var udsat for. Jeg mistede derfor al tillid til voksenverdenen.
Jeg begyndte at drikke. Det dulmede smerterne fysisk og psykisk. Senere hen begyndte jeg også at tage stoffer. Jeg befandt mig i et kaotisk og selvdestruktivt liv, hvor jeg forsøgte at begå selvmord. Jeg kunne slet ikke relatere mig til kulturens normer om familie og karriere.
En dag, som i et glimt, så jeg at jeg var min egen bøddel. Fra da af ændrede mit liv sig stille og roligt og jeg arbejdede bevidst med mig selv, både fra et åndeligt og et psykologisk perspektiv.
En af de største forståelser livet har givet er; jo mindre vi ønsker os et andet sted jo mere frihed.
Det betyder ikke at smerte, forladthed, afmagt, overgreb nødvendigvis forsvinder, der er bare ikke den samme identitet i det.