Foredrag for unge og voksnu – powerpoint
Jeg fortæller om, hvordan jeg oplever frihed i mit liv, til trods for at være familieløs i en begrænset krop med en opvækst på hospitaler og i institutioner. 

Jeg er som følge af thalidomidskade, født med korte arme og ben, og voksede op uden forældre på forskellige institutioner. Her gennemgik jeg utallige operationer og gipsfikseringer. Som 5-årig fremmedgjorde man min krop, ved at udstyre den med proteser “i den bedste mening”.

Efter institutionslivet blev jeg kastet hovedkulds ud i det såkaldte ”rigtige liv”, en kultur med værdisættet familien og arbejde – det diamentralt modsatte, af det liv der havde været “et speciale i institutionsliv”.  Læs mere om starten på mit liv

I midten af 30’erne så jeg pludselig, at kun jeg var ansvarlig for mit liv, som jeg havde været så vanvittigt vred på. Dette ændrede min måde at være i livet på. Jeg tog hul på forståelsen af min dybtliggende længsel efter frihed, så glæden og det spontane kunne blive en fyldigere del af mit liv. 

Efter mange års søgen efter det jeg forestillede mig at frihed var, begyndte det at gå op for mig at frihed altid er der. At den ikke altid synes at være der, skyldes at vi tænker tilstanden frihed skal se ud på en bestem måde og indfri særlige forventninger. Frihedshånden passer ikke i forventningshandsken. Jo mindre vi ønsker os et andet sted hen, jo mere frihed.

Gennem barndommen og voksenlivet åbnede der sig sprækker, hvor jeg oplevede, at jeg hverken var kroppen eller historien. Dette førte senere til længslen efter at forstå de begrænsninger, vi alle oplever – de selvskabte ideer i form af tanker, mønstre og historie, som vi identificerer os med. Alt der forhindrer os i at være med livet som det er, uden at skulle forstå eller kontrollere det.

Grunden til, at det ikke føles frit er de konstruktioner som kulturen lærer os igennem vores udvikling.