er et foredrag om
… min rejse i og med livet
… en opvækst på hospitaler og institutioner
… at være familieløs i en begrænset krop
… en længsel efter noget andet
… nærdødsoplevelser, der bragte ro
… at finde frihed trods begrænsninger

Jeg er, som følge af thalidomidskade, født med korte arme og ben og voksede op uden forældre på forskellige institutioner. Her gennemgik jeg utallige operationer og gipsfikseringer. Som 5-årig blev jeg “i den bedste mening” udstyret med benproteser, som fik mig til at føle mig fremmedgjordt i egen krop.

Efter institutionslivet blev jeg kastet hovedkulds ud i det såkaldte ”rigtige liv”; en kultur præget med værdisæt som familien og arbejde – det diametralt modsatte af mit liv, der havde været “et speciale i institutionsliv”.  Læs mere om starten på mit liv

I midten af 30’erne så jeg pludselig, at kun jeg var ansvarlig for mit liv. Det liv som jeg havde været så vanvittigt vred på. Dette ændrede min måde at være i livet på. Jeg tog hul på forståelsen af min dybtliggende længsel efter frihed, så glæden og det spontane kunne blive en fyldigere del i mit liv. 

Efter mange års søgen efter det, jeg forestillede mig, at frihed var, begyndte det at gå op for mig, at frihed altid er der. At den ikke altid synes at være der skyldes, at vi tænker tilstanden frihed skal se ud på en bestemt måde og skal indfri særlige forventninger. Frihedshånden passer ikke i forventningshandsken. Jo mindre vi ønsker os et andet sted hen, des mere frihed.

Gennem barndommen og voksenlivet åbnede der sig sprækker, hvor jeg oplevede, at jeg hverken var krop eller historie. Dette førte senere til en længsel efter at forstå de begrænsninger, vi alle oplever – de selvskabte ideer i form af tanker, mønstre og historier, som vi identificerer os med. Alt det forhindrer os i at være med livet som det er, uden at forsøge at forstå eller kontrollere.